Fysiske rammer

Vi har en stor legeplads på omkring 11.000 m2 midt i Årslev by tæt på parker og søer. På vores legeplads er der plads til udfoldelse. Indenfor har vi 3 stuer. På begge stuer er der rum hvor børnene kan boltre sig, lege stille og være kreative.

Vores fysiske rammer

Vores legeplads på 11.000 m2 består af mange forskellige steder, hvor børnene kan udfolde sig.

Vandbanen er et centralt sted for børnene. Vandbanen er med genbrugsvand.

Vi har flere bakker, som bliver brugt til forskellig leg. Om vinteren er der gode muligheder for at kælke på bakkerne. Der er både store og små bakker til dette.

Vi har en "skov" som bliver brugt til mange forskellige lege, og hvor der er træer, som børnene kan klatre i.

I forbindelse med vores udeværksted har vi en skøn lille oase med 'hjemmelavede' gynger og 'palle-sofaer' samt bildæk i træerne. Her kan børnene få styrket deres motorik, herunder balance og forskellige sanser. 

På legepladsen kan børnene også plukke frugt og grønt fra vores bede og bærbuske.

På 'Stjernen' kan børnene, når de har øvet sig tilstrækkeligt, kravle højt op og nyde udsigten.

Rundt omkring på legepladsen er der også hængekøjerne opsat, så børnene kan tage en 'lille slapper' og nyde en gyngetur i løbet af dagen.

I 2020 var vi så heldige at få et udekøkken sat op, med både koldt og varmt vand. Her kan vi ordne og forberede grøntsager sammen med børnene til vores ugentlige bål-suppe. 

Indendørs

Vi har 2 stuer i børnehaven og 1  i vuggestuen. Stuerne kalder vi Løbelinsen, Springbønnen og Trilleærten.

På både Løbelinsen og Springbønnen er der hvert et rum, hvor børnene kan boltre sig. På Løbelinsen er der et puderum og et kreativt værksted. På Springbønnen er der er et motorikrum med klatrevæg og ribbe samt et 'soverum', som også bruges som udklædningsrum i løbet af dagen. 

Vi har mange små "rum" på begge stuer og forsøger at skabe små rum, som børnene kan lege i uforstyrret. 

Køkkenet

Vores køkken er indrettet, så børnene kan være med til at lave den mad, vi skal have.

Børnene er både med til at skære frugt til formiddagen og med til at lave middagsmaden.

Om tirsdagen laver vi suppe over bål, så der rykker køkkenet og børnene ud omkring bålet. På den måde bliver vores madordning en del af vores pædagogiske arbejde.

Vi har i foråret 2020 fået et udekøkken, hvor børnene er med til at forberede grøntsager, frugt mv..

Ved siden af udekøkkenet har vi en urtehave; så vejen fra 'jord til bord' er kort og giver mening for børnene.