Mad og måltidspolitik

I hverdagen har vi sunde kostvaner, men ved særlige lejligheder må vi lidt ekstra. Vores mad- og måltidspolitik guider dig, så du ved, hvad du kan forvente, og hvordan du skal forholde dig.

Formål

Vi vil se glade og aktive børn, som trives, og vi ønsker at give dem mulighed for at udvikle sig optimalt. Her kosten spiller en meget stor rolle, idet sund kost er med til at sikre et godt helbred og forebygger sygdomme. Vi vil være med til at modvirke fejlernæring, overvægtsproblemer og spiseforstyrrelser.

Vi ønsker at børnene i Årslev Børnehave og Vuggestue får en sund og varieret kost, som sikrer en jævn forbrænding dagen igennem. Det giver overskud til at deltage aktivt i hverdagens aktiviteter, som sikrer en god indlæring.

Hygiejne

Vi underviser børnene i håndvask og hygiejne og har fokus på, at de forstå vigtigheden i en god hygiejne.

Alle fastansatte har gennemført et kursus i levnedsmiddelhygiejne. Vi laver systematisk egenkontrol, og vi får jævnligt uanmeldt kontrolbesøg af Fødevareregion Fyn. 

Drikkevarer

Børnene i børnehaven får vand til deres frokost og til eftermiddagsmaden, og det er altid tilgængeligt i køkkenet og i en vandbeholder udenfor. Saft og juice får børnene kun ved særlige lejligheder.

Vuggestuebørn får letmælk til frugt og eftermiddagsmåltidet. De får vand til frokost.

Morgenmad

Det er muligt at spise morgenmad i børnehaven i tidsrumme. 6.30-7.30. Vi tilbyder havregryn, rugfras eller havrefras med kanelsukker eller rosiner og mælk på. Kanelsukkeret begrænses til 1 teskefuld pr. portion. Desuden laver vi havregrød, hvor børnene må få kanelsukker og smørklat på

Hvis børnene har morgenmad med hjemmefra, skal det være sund mad og nærende morgenmad.

Frugt

Vuggestuebørn medbringer selv et stykke frugt hjemmefra. Omkring klokken 8.30 samler vi børnene om bordet, og vi skærer frugten ud og serverer den på et fad. Der er vand til frugten. 

Børnehavebørnene har et stykke frugt, en grøntsag, groft knækbrød eller nødder med hjemmefra, som vi skærer ud og sætter på fade på stuerne. Her tager børnene selv det, de har lyst til. Man må gerne tage med til en uge ad gangen, for eksempel en hel pakke knækbrød eller en hel pose nødder.

Vi vil bede om ikke at give børnene rosiner med til frugt, da de indeholder mange svampesporstoffer, som kan være skadelige i større mængder.

Frokost

Vi spiser frokost klokken 10.45 i vuggestuen og klokken 11.00 i børnehaven.

Vi tilbereder frokost sammen med børnene hver dag. Børnene er med i køkkenet en uge ad gangen med den samme pædagog. 

Vi bruger køkkenet og de arbejdsopgaver, der er her som en del af vores pædagogiske praksis. De 6 læreplanstemaer bliver daglig udfordret –  hvorfor har kroppen brug for sund mad – hvor kommer leverpostejen fra – hvordan smager en rå rødbede – der er brug for mig i køkkenet – det er rart at samarbejde.

Køkkenet er vores vigtigste aktivitetsrum, hvor der er tid og ro til fordybelse, som er vigtig for at skabe en god barn-voksen-kontakt i madlavningssituationen. Alle sanser bliver udfordret: Vi smager på maden, der breder sig en dejlig duft i hele huset, vi står med fingrene i frikadellefarsen og vi ser de farvestrålende grønsager.

De børn, der er på madholdet, er med til at tilberede grøntsager, bage brød, dække rulleborde, præsentere menuen, dække bord og rydde op. Desuden er børnene med i planlægningen af ugens menu.

Vi har suppedag 1 gang om ugen, hvor vi bestræber os på at lave den på bål.

En dag spiser vi forskellige former for grød ofte med hjemmelavet frugtmos eller kompot til.

3 gange om ugen spiser vi rugbrød eller andet brød med forskelligt pålæg og grønt. Hvert barn smører selv sin egen mad som en del af vores pædagogiske praksis. 

Vi præsenterer ofte nye spændende retter, som alle skal prøve at smage. Ingen børn går sultne fra bordet, for vi tilbyder en ”overlever”, hvis menuen ikke falder i smag. En ”overlever” er et stykke rugbrød med smør.

Den daglige menu består af

  • Spændende og indbydende retter, som smager godt.
  • Sunde råvarer, der indeholder de næringsstoffer, børnene har brug for.
  • Økologiske råvarer, så vidt det er muligt.
  • Fuldkornsprodukter, når vi får brød, ris og pasta.

Små vuggestuebørn tilbydes forskellig grød hen over dagen. Vi serverer ikke nødder og rå gulerødder til vuggestuebørn. Eventuel modermælkserstatning medbringes hjemmefra.

Vi indgår gerne i dialog om det enkelte barns ernæringsbehov og tager hensyn til allergi. Vi tager selvfølgelig også hensyn til børn med anden etnisk baggrund.

Eftermiddag

Vi spiser eftermiddagsmad klokken 14.00 mandag-torsdag og klokken 13.30 om fredagen.

Vi tilbyder eftermiddagsmad bestående af groft brød, frugt og grønt. Børnene drikker vand til. Vi sørger for at maden er fiberrig, så børnene kan få fyldt depoterne op efter en aktiv periode på legepladsen.

Fødselsdage

Vi kan godt lide fødselsdage, og det er en dag, der skal fejres. Vi er mange børn, og derfor har vi mange fester. For at børnene ikke skal blive for søde og bløde, beder vi forældrene om at følge disse råd, uanset om I inviterer os hjem eller fejrer dagen i Årslev Børnehave og Vuggestue

  • Servér gerne frugt og grønt, eksempelvis frugtspyd og figenstænger.
  • Boller i forskellige variationer er altid et stort hit.
  • Kun 1 sødt indslag, for eksempel is, kage eller hvad fødselaren nu ønsker.
  • Hvis I inviterer os hjem, bedes I sørge for frokost. 

Hvis fødselsdagen bliver holdt i børnehaven, bliver barnet fejret i forbindelse med frokost. Vi spiser altid vores hjemmelavede mad, før der deles ud. Der er kun til barnets egen stue, der deles ud.

Rammer for måltidet

Vi vægter det sociale samvær højt i forbindelse med måltidet. Inden vi skal spise, vasker alle børn og voksne hænder.

I børnehaven hjælper madholdet med at dække bord med kopper, tallerkener, bestik og kander til vand. Hvert barn har sit eget bordkort, og det er de voksne, der bestemmer, hvor børnene skal sidde. Der bliver taget hensyn kammerater, ro og ønsker fra børnene.

Vi lægger vægt på, at der er god tid til at spise, og at måltidet forløber fredeligt og roligt, så der er mulighed for at hyggesnakke ved bordene. Vi holder bordskik, så vi rejser os først, når alle er færdige. Hvert barn rydder op efter sig selv.

I forbindelse med frokosten læser vi ofte en bog, synger sange, fortæller eventyr eller leger sanglege. 

Både i vuggestuen og børnehaven lægger vi vægt på at sætte ord på alle handlinger. Vi støtter børnene i indlæring af færdigheder, som for eksempel at hælde op, smøre og spise selv. De børn, der kan, rydder op efter sig selv. 

Alle børn og voksne siger tak for mad, inden vi går fra bordet.